Ekskursioner 2013
Fredag d. 21. juni
Aftentur til Bagsværd
Mødetid: Kl. 18.00
Vi mødes på Aldershvile Planteskole, Bagsværdvej 194, 2880 Bagsværd, hvor indehaveren Jens Bech Jensen vil vise os omkring.
Aldershvile Planteskole ligger smukt ved Bagsværd sø på et område, hvor der i mere end hundrede år har været gartneri- og planteskolevirksomhed. Jens Bech Jensen overtog i 1985 den dengang noget hensygnende planteskole, og han har siden udviklet den til en stor moderne forretning med et af landets mest righoldige sortimenter. Den gennemgribende forandring skete i 1999, hvor hele planteskolens område blev omlagt, og det 1535 m2 store og 5,7 m høje væksthus blev opført. I modsætning til i så mange andre tilsvarende virksomheder lægges der på Aldershvile Planteskole mere vægt på de levende varer (altså planterne) end på de øvrige haveartikler. Sortimentet omfatter bl.a. over 400 forskellige arter og hybrider af rhododendron, over 600 forskellige sorter af roser, ca. 80 typer af japanske løn, ca. 60 slags Camellia, og der er et stort udvalg af endog meget sjældne træer og buske, desuden en stor afdeling med middelhavsplanter. Planteskolen har ca. 30 fastansatte medarbejdere og lige så mange er ansat på løsere basis. På planteskolen afholdes løbende arrangementer, det kan være om orkideer, kamelia, roser, rhododendron, om at holde høns i haven, o.s.v.
Motiv fra Aldershvile PlanteskoleEfter omvisningen vil der være mulighed for at deltage i et lille traktement, og der vil selvfølgelig også være mulighed for at købe planter.
Og – for at der kan være lidt mere at tage af sted for, især for medlemmer uden for det nærmeste nabolag – vil der fra kl. 16.00 være åbent i to haver i umiddelbar nærhed af Aldershvile Planteskole:
Gunna og Bertel Würtzen, Helmsvej 34C, 2880 Bagsværd. Grunden blev tilbage i 1960’erne udstykket fra en frøhandlers ejendom, og den er derfor præget af en del større sjældne træer, som han i sin tid havde plantet, perlen må være det 17 meter høje brogetbladede tulipantræ Liriodendron tulipifera ’Aureomarginata’, men der står også andre spændende træer, enkelte er vist ikke helt sikkert artsbestemt.
Men det kan jo så være en lille udfordring for de besøgende, som samtidig kan nyde en meget velplejet have med et let japansk anstrøg, og som ud over de større træer også rummer mange rhododendron og en smuk karpedam. Bemærk, at en del af de spændende træer står langs adgangsvejen ind til haven.
Jeanne og Peter Hoffmann, Helmsvej 20, 2880 Bagsværd. Vi har på en langstrakt lettere kuperet grund plantet (alt for) mange sjældne træer og buske, en del står i krukker, enten fordi de ikke er hårdføre, fordi de stadig er så små, at de ved udplantning ville forsvinde i mængden, eller fordi vi ganske simpelt ikke aner, hvor vi skal finde en permanent plads til dem! Det er svært at fremhæve nogle arter frem for andre, men blandt de godt repræsenterede familier kan nævnes Hamalidaceae, Leguminosae og Styracaceae, der er også rigtig mange arter af Magnolia og Rhododendron.
Turarrangør: Peter Hoffmann – tlf. 44 44 22 49 - mail
Download printvenlig udgave
Lørdag d. 7. september
Ekskursion til Helsingør-området:
Kelleriishaven og Borsholm-pinetet
Mere info følger
Lørdag d. 4. maj
Ekskursion til Vestfyn
Mødetid: kl. 10.00
Vi mødes på Hindsgavl Slot, hvor slotsgartner Carsten Schleef tager os på en rundvisning i slotshaven. Ifølge slottets brochure er der en ”overflod af gamle sjældne træer”, men der gives ingen nærmere artsspecifikationer.
Hindsgavl slotshaveEn gennemgang af Søren Ødums danske udgave af Alan Mitchells: Træer i Nordeuropa har ikke vist nogen optegnelser af bemærkelsesværdige træer, men ifølge et referat af en ekskursion foreningen afholdte for over 30 år siden skulle der være en del at se. Referatet er at finde i Årsskriftet fra 1981. Træregisteret nævner et enkelt træ (”Fruens Bøg”), men der hersker tilsyneladende usikkerhed om dette træs præcise placering.
Vi skynder os væk fra Middelfart, som nok om eftermiddagen vil være præget af trafikkaos p.g.a. Lillebælt halvmaraton-løbet, og kører ud til Bjarne Dinesen, Asperupgaard, Lærkestræde 2, 5466 Asperup, hvor vi planlægger at være kl. ca. 12.00.
Jeg har bedt Bjarne selv beskrive, hvad vi har i vente:
”I 1975 købte jeg Asperupgaard, en nedlagt gård 12 km fra Middelfart. Den tilhørende grund var på 4800 m2. Der blev fra starten plantet mange magnolier, både forårs- og sommerblomstrende, foruden mange andre mindre almindelige træer og buske købt i danske og udenlandske planteskoler. Der er f.eks. i dag veludviklede eksemplarer af Cercidiphyllum magnificum, Davidia involucrata, Gymnocladus dioica, Liriodendron tulipifera og Toona sinensis.
Desuden rummer haven ca. 400 rhododendron, mest vildarter. En del af planterne har jeg selv lavet, men jeg købte også for snart 35 år siden et antal "voksne" planter i Aksel Olsens planteskole i Kolding. Vinteren 2007/8 lykkedes det langt om længe at købe jord til udvidelse af haven, så den nu er på i alt 23000 m2. Det meste af jorden kom fra Asperup præstegård. Med i købet fulgte egnens største bøgetræ med en stammeomkreds på 4,70 meter. Mange store rhododendron og en del mindre træer og buske er flyttet over i det nye område. De sidste 5 år har jeg plantet ca. 150 magnolier, og derudover mere end 500 forskellige træer og buske. I alt har jeg 225 forskellige magnolier, heraf er der pt. ca. 80 der blomstrer, men altså ikke samtidigt!”
Men det kan være vi på det tidspunkt er så sultne, at vi starter besøget hos Bjarne med at spise vores medbragte madpakker. Bjarne har optaget tusindvis af billeder i sin have og lagt dem på sin hjemmeside.
Dagens tredje programpunkt er Arne Vagn Jakobsens Planteskole, Fåborgvej 42, 5620 Glamsbjerg, hvor vi regner med at Arne viser os rundt kl. ca. 16.00. Arne og hans planteskole er nok velkendt af de fleste af foreningens medlemmer, skulle der være enkelte, der endnu ikke har besøgt hans planteskole, er her en oplagt mulighed. Arne producerer det meste selv fra indsamlede frø og podekviste. I mange tilfælde vil han være den eneste i landet, hos hvem man kan skaffe et bestemt træ eller busk. Især har han interesse i træer og buske med afvigende, særligt varigerede, bladformer. Men da der ikke er mange navne- eller prisskilte i hans planteskole, er selvbetjening lidt vanskeligt. Så er der et lidt usædvanligt træ eller en busk, som du er på jagt efter til haven, så forespørg Arne (tlf. 64 72 12 62) inden besøget, hvis han har den, kan han have den parat til vi kommer d. 4. maj.
Turarrangør: Peter Hoffmann – tlf. 44 44 22 49 - mail
Download printvenlig udgave